GUIDE: Sådan bruger du vaskenødder

I vores forsøg på at downsize og producere mindre affald, så har vi længe været på udkig efter et alternativ til vores vaskemiddel. Vi har det med at købe stort ind, og derfor er vores lager af Neutral vaskemiddel først lige sluppet op. Men nu er det tid til at ændre på store tomme plastik-emballager!

Efter at have søgt og læst en del, faldt valget på de økologiske indiske vaskenødder. Jeg elsker det faktum, at det er fuldstændig naturligt “sæbe” (fordi de indeholder saponin) og dermed ingen kemi, 100% økologisk, 100% allergivenligt og så er det kompostérbart. Mega fantastisk!

Så jeg købte 1 kg. vaskenødder i Helsam, og var virkelig spændt! Umiddelbart lugtede bomuldsposen med de fine nødder i ikke af roser, men pyt! Uden på den store bomuldpose var der vedhæftet 2 små bomuldposer til at ligge nødderne i – SMART! Jeg var allerede ude i noget med en gammel enlig strømpe eller et par ødelagte strømpebukser (hvilket sikkert også havde fungeret super!), men nu var poserne med, så det var perfekt!

Vaskenødder med de fine økologiske bomuldsposer

Jeg samlede straks en vask og pakkede nødderne ud (desværre er de pakket i en stor plastpose inden i bomuldsposen… Hvis de absolut skulle i plast, kunne man måske have valgt en kompostérbar løsning her også, men okay). Jeg kom – som anbefalet – 3-5 vaskenødder i en af de små medfølgende bomuldsposer og gav dem et par lette gok med en kagerulle, for at slå nødderne lidt i stykker. Og derefter ind i vaskemaskinen. Denne var en 30 graders vask med almindeligt “hverdags-beskidt” tøj. Dvs. ingen trusser, lorte-bodyer eller græs-grønne knæ.

Og hold nu k*** hvor var jeg glad, da jeg hev tøjet ud. Fuldstændig rent, som havde det været med almindelig vaskemiddel!

Jeg var så ivrig, at jeg med det samme satte en ny vask over (det var så lidt, skat). Denne gang 40 grader med sved-t-shirts og træningstøj. Jeg tilføjede dog 3 dråber æterisk olie på den lille bomuldspose (med de samme nødder som forrige vask!), for at se om jeg kunne få lidt duft med. Jeg brugte Bergamotte, men du kan bruge alle slags. Og igen! Violá! Piv rent tøj med en svag duft af Bergamotte.

Vaskenødderne efter brug

Sidenhen har jeg vasket bål-tøj, uld, silke og 60 graders vaske og jeg må sige, at jeg er imponeret!

Nøddernes kan bruges

  1. Ved 30 grader = 3-5 gange
  2. Ved 40 grader = 2-3 gange
  3. Ved 60 grader = 1 gang
  4. Ved 90 grader = 1 gang

Der er også mulighed for at lave et afkog af nødderne, som du kan bruge til fx rengøring. Kog blot 5 vaskenødder med en liter vand, og lad det trække i 5 minutter inden det kommes på flaske.

Hvis man ser bort fra, at de er transporteret hele vejen fra Indien, og dermed mindsker lidt af bæredygtigheden, og at de bliver leveret i en plastpose, så er vi virkelig glade for vores valg, og skifter nok aldrig tilbage.

Selv manden (der virkelig lugter af mand og er fuldstændig krakilsk med vasketøj efter en tur i livgarden for mange år siden) er tilfreds og glad. Vi kommer virkelig til at spare noget på affaldsfronten her – og også budgettet. 1 kg. økologiske vaskenødder koster 170,- (uden tilbud) og jeg vil skyde på, at sådan en pose vil holde 4 – 6 mdr. til en familie på 2 voksne og 2 børn.

Del endelig dine erfaringer hvis du har prøvet vaskenødderne, og kom gerne med input til hvad du gør i dine vask for at passe bedre på Moder Jord. Jeg vil elske at blive inspireret!

God vaskelyst!

BTW: Dette indlæg er – ligesom alt andet her på siden – ikke reklame og noget jeg bliver betalt for eller på anden måde honoreret for at skrive. Det er blot en bevidst småbørns-mor der har optur over et almost “zero-waste” produkt.

 

Comments are closed.