Hjemmelavet plantemælk

PLANTEMÆLK – MÆLK HELT UDEN KO?

Hvis du ikke tåler lactose eller blot ønsker at udelukke komælk fra din kost, så fortvivl ikke! Du kan stadig spise dine elskede havregryn om morgenen, drikke din latte på terrassen eller serverer lækker cremet is til dessert. Du kan let og helt simpelt lave din egen nærende nødde-, frø- eller kernemælk, som du kan bruge fuldstændig som komælk.

De forskellige nødder, kerner og frø har forskellig egenskaber, så du kan sammensætte din mælk, som du bedst kan lide den og som din krop har brug for. Herunder kommer et par eksempler:

MANDELMÆLK

Ca. 1 liter færdig mælk

Ingredienser

  • 150 g. mandler
  • 2-5 udstenede dadler (alt efter hvor sød din mælk skal være)
  • 1/4 tsk. vaniljepulver
  • Evt. 1 lille nip havsalt
  • 1 liter vand (+vand til opblødning)

Fremgangsmetode

  1. Kom mandlerne i en skål
  2. Hæld koldt vand over dem, og lad dem trække i køleskabet natten over (eller mindst 8 timer)
  3. Si vandet fra og kassér det
  4. Blend nødder, dadler, salt, vaniljepulver og vand grundigt
  5. Stil en skål med et klæde over og si nu blandingen gennem klædet
  6. Brug den nu “tørre” nødde-blanding til fx dadelkugler eller i din dej og smid klædet til vask
  7. Hæld mælken fra skålen på smukke flasker og kom på køl – holdbarheden er ca. 3 dage i køleskabet

Mandler er en fantastisk kilde til en masse gode fedtsyrer og gode næringsstoffer. De lækre nødder virker både kolesterolsænkende, blodsukkerregulerende og stofskiftefremmene. En super-nød, som du med fordel kan implementére i din dagligdag!

KOKOSMÆLK

Ca. 1 liter færdig mælk

Ingredienser

  • 1,5 dl. kokosmel
  • Evt. 1 lille nip vaniljepulver
  • 7 dl ca. 80 grader varmt vand

Fremgangsmetode

  1. Kom kokosmel og vand i blenderen
  2. Vent ca. 10 min
  3. Blend grundigt
  4. Tilsæt vaniljepulver
  5. Stil en skål med et klæde over og si nu blandingen gennem klædet
  6. Brug den nu “tørre” blanding til fx dadelkugler eller til pandekager og smid klædet til vask
  7. Hæld nøddemælken fra skålen på smukke flasker og kom på køl – holdbarheden er ca. 3 dage i køleskabet

Kokos indeholder fantastiske gode og sunde fedtstoffer og du kan bruge din kokosmælk til wok-retter, i smoothies, i kaffen og til hjemmelavet is. Hvis du laver din nøddemælk selv, slipper du for unødigt kemi fra dåserne i supermarkedet.

 

SESAMMÆLK

Ca. 1 liter færdig mælk

Ingredienser

  • 2 dl. sesamfrø
  • 2-5 dadler (alt efter hvor sød din mælk skal være)
  • Evt. 1 lille nip havsalt
  • 1,2 liter vand

Fremgangsmetode

  1. Kom sesamfrøene i en skål
  2. Hæld koldt vand over dem, og lad dem trække i køleskabet natten over (eller mindst 8 timer)
  3. Si vandet fra og kassér det
  4. Blend frø, dadler, salt og vand grundigt
  5. Stil en skål med et klæde over og si nu blandingen gennem klædet
  6. Brug den nu “tørre” frø-blanding til fx dadelkugler eller i din dej og smid klædet til vask
  7. Hæld mælken fra skålen på smukke flasker og kom på køl – holdbarheden er ca. 3 dage i køleskabet

Sesamfrøet er rigt på antioxidanter, sunde fedtsyrer og mineralerne calcium og magnesium, som er uundværlige når vi fx skal opbygge knogler. Desuden indeholder de en masse vitaminer som fx E-vitamin, A-vitamin og B-vitaminer.

HAMPEMÆLK

Ca. 1 liter færdig mælk

Ingredienser

  • 10 spsk. afskallede hampefrø
  • Et nip vaniljepulver
  • 1 liter vand

Fremgangsmetode

  1. Blend frø, vaniljepulver og vand grundigt
  2. Drik din mælk med det samme eller:
  3. Stil en skål med et klæde over og si nu blandingen gennem klædet
  4. Brug den nu “tørre” frø-blanding til fx musli eller i din dej og smid klædet til vask
  5. Hæld mælken fra skålen på smukke flasker og kom på køl – holdbarheden er ca. 3 dage i køleskabet

Hampefrøene giver mælken en lækker nøddeagtig smag og selve mælken er rig på protein og Omega-3-fedtsyrer.

Jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse med at lave din egen plantemælk, som du fx kan bruge til din chiagrød eller moon milk.

 

Tilføj en Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*