Asiatisk mangosalat med and

Jeg elsker lækre salater der virkelig smager af noget. En salat bør efter min mening byde på både sødt, sprødt, salt, umami, friskhed og evt. et lille spark af chili. Denne salat er virkelig én af mine favoritter og jeg laver den igen og igen og igen. Hele familien spiser med og elsker hver mundfuld – selv børnene på 2 og 8. Jeg variere den efter hvad jeg har i køleskabet, så den er perfekt som “ryd-ud-i-køleskabet-salat”.

Du kan lave denne salat fuldstændig vegansk, hvis du gerne vil undgå kød, eller du kan bruge præcist dét kød du har adgang til. Jeg plejer at lave den med and, men har også lavet den med kyllling, kalkun og rejer og alle smager fantastiske!

ASIATISK MANGOSALAT MED AND

2 sultne personer

Ingredienser

  • 2 andebryster, rosastegte
  • 1/2 kinakål, snittet
  • 1/2 squash, tern
  • 1/2 rød perberfrugt, små strimler
  • 1/2 gul peberfrugt, små strimler
  • 4 forårsløg, skiver
  • 1 mango, tern
  • 1 avokado, skiver
  • Ristede cashewnødder
  • Salt og hvidløgspeber
  • Ristede sesamfrø til pynt
  • Friskhakket chili til pynt
  • Koriander til pynt

Ingredienser til dressing

  • 1 dl hoisinsauce
  • 2 spsk. sød chilisauce
  • 1 tsk. revet frisk ingefær
  • 1 spsk. fishsauce
  • Saft og skal fra 1 økologisk lime
  • Evt. friskhakket chili

Fremgangsmetode

  1. Start med at bland alle ingredienserne til dressingen, så den kan stå og trække, og stil den til side.
  2. Snit andebrysterne i skindet – både på kryds og tværs.
  3. Gnid andebrystet med salt og hvidløgspeber.
  4. Læg dem med skindet nedad på en varm pande (lidt over middel) i ca. 5 minutter.
  5. Vend derefter andebrysterne og steg dem i ca. 10 minutter på kødsiden.
  6. I mens hak og snit alle grøntsagerne til salaten.
  7. Tag andebrystet af varmen og lad det hvile i 10 minutter.
  8. Imens an(d)retter du salaten i et fad eller en skål.
  9. Skær til sidst andebrystet ud i tynde skiver og anret på salaten.
  10. Pynt til sidst salaten og kom evt. dressingen over eller servér den ved siden af.

Jeg er blevet inspireret af den skønneste Anne Hjernø (AnneMad) til at lave denne salat, så hun skal have et kæmpe tak, og tjek endelig hendes andre lækre salater ud.

Rigtig god fornøjelse med din lækre asiatiske mangosalat.

 

Lukket for kommentar